Om Tursejlerudvalget
Læs om tursejlerne og tursejlads
Farvandsbeskrivelse
Århus Bugt kaldes ofte: "Bugten med de 7 vige" - og denne betegnelse må nok siges at være en god karakteristik af århussejlernes nære sejlområde.
Som tursejlere kan vi altid sejle!
Ligegyldigt vindretning og styrke kan vi altid lægge en kurs som sikrer gode sejloplevelser og tryghed for hele familien på weekendtur, ligesom vi nemt kan finde en beskyttet vig, som vil være et spændende turmål, og det i et af Danmarks smukkeste områder med smukke klinter, kystnære skove, spændende øer, idylliske fjorde, hyggelige havne og hjælpsomme sejlere.
Tursejler- og vinteraktivitetsudvalget
|
Vi ser det som vores hovedopgave at skabe fælles oplevelser for tursejlere og andre interesserede, ligesom vi gerne vil bidrage til at medlemmerne vil få lyst til og færdighed i at planlægge og selvhjulpent og sikkert at udføre tursejlads til såvel nære som fjernere destinationer.
Om vinteren, når vi alle er grundstødte, forsøger vi at holde modet oppe med foredrag om sejladser overalt på vores smukke klode, hvor sejlere med vidt forskellig baggrund og perspektiv fortæller om deres tanker, drømme, arbejde, sejladser og oplevelser, ligesom de øser af deres righoldige erfaring, således at vi måske kan få inspiration til kommende sejladser og svar på de spørgsmål, som sådanne planer altid fostrer mængder af. |
 |
Derudover holder vi temaaftener, hvor tekniske, vedligeholdelsesmæssige, meteorologiske, biologiske, oceanografiske, kommunikationsmæssige, medicinske, gastronomiske, motormæssige, sejlmæssige, navigatoriske og andre tursejladsrelaterede emner behandles - vi kan jo alle blive klogere, ligesom vi arbejder på, i samarbejde med andre foreninger, at kunne tilbyde koncentrerede undervisningsforløb i de stofområder som evt. også indgår i offentlige prøvekrav.

I sejlsæsonen organiserer vi en fællestur til et af vore nære turmål, og så må du være forberedt på alle mulige maritime opgaver, personlige og besætningsmæssige udfordringer, grillrøg i øjnene, overanstrengelse af lattermuskler, brutal test at sangstemmen og socialt samvær ad libitum.
Velkommen til alle - også selv om du bare er kapsejler af en slags.